Samarbejde skal sikre praktikpladser

Publiceret 23-06-2025

Med en ny partnerskabsordning for praktik ønsker Thisted Kommune at knytte tættere bånd mellem folkeskolerne og virksomhederne i Thy. Ideen er inspireret af Hjørring Kommune, der har gode erfaringer med en lignende ordning.

Niels Christian Kristensen (tv) er den første virksomhedsejer, der har underskrevet en aftale om at blive Garantipartner i et nyt samarbejde mellem folkeskolerne og erhvervslivet i Thy.

Niels Christian Kristensen er ikke i tvivl. Naturligvis skal han som virksomhedsejer være garantipartner i den nye ordning ”Partnerskab for handling” som skoleforvaltningen i Thisted Kommune netop har sat i søen:

- Vi mangler unge mennesker i branchen, og kan jeg på den her måde være med til at introducere nogle til faget, og potentielt får en lærling ud af det, så er det en win-win for alle parter, siger entreprenøren fra Hurup, der som den første har forpligtet sig på en garantipartner-aftale, hvor han som virksomhed lover at være med til at tilbyde praktik til eleverne i den nye Juniormesterlære-ordning, som begynder til august.

Forpligtelsen går flere veje

Thisted Kommune afholdt for nyligt et møde om partnerskabet. Det går kort fortalt ud på at virksomhederne forpligter sig til at invitere de helt unge ind og tilbyde en eller flere praktikpladser gennem juniormesterlæreordningen. Målet er en koordineret indsats, hvor skolerne sikrer juniormesterlære-eleverne en let og tydelig adgang til virksomhederne. Omvendt forpligter virksomhederne sig til at forsøge at hjælpe en praktiksøgende elev videre til en anden virksomhed i deres netværk, hvis de i en periode ikke selv kan tilbyde praktikophold.

Inspiration fra Hjørring 

Ideen om partnerskabsaftalerne kommer fra Hjørring Kommune. Her har man gennem en årrække arbejdet med såkaldte Garantipartnere. 

I dag er de over 200 virksomheder tilknyttet partnerskabet, hvor de bl.a. forpligter sig til at tage imod unge og tilbyde en samtale om deres fremtidige muligheder og tilbyde erhvervspraktik eller virksomhedspraktik.

- Fremtiden byder på færre unge og mangel på kvalificeret arbejdskraft. I et forpligtende samarbejde kan vi være sammen om at sikre en bæredygtig udvikling. Med ”Partnerskab for handling – en inviterende praksis i Thy” sikrer vi lokalt engagement og samarbejde mellem erhvervsliv og folkeskoler, og det tror vi meget på er en af vejene frem for juniormesterlære-ordningen, siger Per Overgaard, der er chef for Dagtilbud og Undervisning i Thisted Kommune.

Chef for Dagtilbud og Undervisning, Per Overgaard, håber mange virksomheder vil være med til at garantere de helt unge praktikpladser i Juniormesterlære-ordningen, som begynder til august.

”Partnerskab for handling – en inviterende praksis i Thy” er et nyt samarbejde mellem folkeskolerne og erhvervslivet.

Målet at sikre en bæredygtig udvikling for både virksomheder og unge.

Eleverne skal sikres en nem adgang til erhvervslivet og uddannelse.

Virksomhederne skal sikres tilgang af arbejdskraft.

Vil du vide mere om, hvordan du bliver partner, kontakt Winnie, Thisted Kommune på wsan@thisted.dk

Der er brug for flere

Tilbage i den ni mand store virksomhed hos firmaet Entreprenør Per Kristensen – Thy Slam I/S håber ejer Niels Christian Kristensen, at ideen nu også møder opbakning i Thy.

- Jeg synes, det vil være tosset ikke at melde sig under fanen. På den her måde kan vi alle være med til at fremme en proces, der handler om at introducere en gruppe unge til vores arbejdsmarked, og vi har brug for deres arbejdskraft. Ved at invitere dem indenfor, signalerer vi, at vi er interesserede i dem og meget gerne vil dem, siger han.

Som partner i ”Partnerskab for handling – en inviterende praksis i Thy” får virksomhederne også mulighed for at markedsføre sig med et emblem, der signalerer, at de er med til at løfte en særlig opgave med praktikstillinger til de unge i Juniormesterlære.

 

Vil du vide mere om, hvordan du bliver partner, kontakt Winnie, Thisted Kommune på wsan@thisted.dk 

Du kan også læse mere på: www.dinskolethy.dk

Kontaktinfo

Undervisning
S: Asylgade 30
O: 7700 Thisted

Hvad er Juniormesterlære?

Et særligt erhvervsrettet og praksisrettet skoleforløb for 8. og 9. klasses elever.

1-2 dage om ugen er eleverne i praktikforløb på en virksomhed eller erhvervsuddannelse.

Der undervises i færre fag i de dage, hvor eleverne er på skolen.

Der skal undervises i dansk og matematik.

Alle folkeskolelever kan vælge tilbuddet.

Opstart pr. august 2025

I Thy oprettes der klasser på Campus i Thisted og på Hurup Skole.