Ny ungdomsskole skabes med de unge

Publiceret 17-08-2026

Den nye ungdomsskole i Thy lanceres i den her uge, og det sker med en klar ambition. De unge skal have langt mere indflydelse på både aktiviteter og tilbud.

Hvad har de unge i Thy lyst til at lave? Hvilke fællesskaber savner de? Og hvad skal der til for, at ungdomsskolen bliver et sted, de har lyst til at komme? 

De spørgsmål bliver centrale i den kommende tid, hvor ungdomsskolen i Thisted kommune starter på ny. Ungdomsskolen Thy vil skabe Danmarks bedste ungdomsskole. 

I den nye ungdomsskole, der er omdøbt til Ungdomsskolen Thy, vil de unge blive inviteret helt tæt på den løbende udvikling af aktiviteter og tilbud. 

Det fortæller Jesper Smed Hedegaard, der er koordinator for Ungdomsskolen Thy. 

- Vi er kun en succes, hvis de unge bruger os. Det kræver, at vi skal være fleksible og lytte til de unges ønsker. Det er ikke nok, at vi tror en masse om, hvad de interesserer sig for. Vi skal vide det. Og det kommer vi til fremadrettet, fortæller han. 

Steder at hænge ud

Et af de nye tiltag er derfor etableringen af et Ungeråd, der skal være med til at sætte retningen for tilbud og aktiviteter. Derudover inviterer Ungdomsskolen Thy både de unge og deres forældre til at tage kontakt og sende ønsker og idéer ind. 

Allerede nu er aktiviteter som male-, krea-, og smykkecafe, samt muligheden for at tage jagttegn kommet til. Det samme gælder surf-aktiviteter og vandaktiviteter i Thy Cablepark.  

Udover de forskellige aktiviteter består Ungdomsskolen Thy også af fem ungehuse. De er placeret i Thisted, Hanstholm, Snedsted, Hurup og Hannæs-Østerild.  

Ungehusene har åbent én aften i ugen og er et sted, hvor de unge kan komme og hænge ud med vennerne, game, være kreative og hygge med sjove aktiviteter.  

- I ungehusene er der altid god stemning og kendte voksne, der sørger for, at det er et trygt og fedt sted at være. Her kan de unge bare være unge. Et sted hvor alle har mulighed for at blive, og alle kan være én del af fællesskabet, siger Jesper Smed Hedegaard.  

På ungdomsskolenthy.dk kan du se aktivitetskalenderen, og åbningstiderne i de fem ungehuse vil ligeledes blive offentliggjort her. Derudover kommer Ungdomsskolen Thy rundt på alle folkeskoler i Thy i uge 34-35 og introducerer de unge til alle de nye tilbud.

Send dine idéer

Hvis du har input eller ønsker til aktiviteter, kan du sende dem ind via linket her:

Gode idéer

Om Ungdomsskolen Thy

  • Ungdomsskolen Thy består af en række forskellige aktiviteter og fem ungehuse, hvor de unge kan komme og hænge ud med vennerne.  
  • Ungdomsskolen er for unge mellem 7. klasse og 17 år.  
  • Der er altid voksne til stede i ungehusene og til de forskellige aktiviteter. De sørger for, at der er en god stemning og plads til alle.  
  • Find flere informationer på ungdomsskolenthy.dk.