Elgiganten er ny garantipartner

Publiceret 17-03-2026

Elgiganten i Thisted tilslutter sig Thisted Kommunes samarbejde med det lokale erhvervsliv om at skabe flere attraktive praktikpladser til unge i Juniormesterlære.

Per Overgaard, der er chef for Skole og Dagtilbud i Thisted Kommune sammen med Martin Kindberg fra Elgiganten i Thisted.

Ordningen Juniormesterlære, som blev rullet ud i Thy i begyndelsen af dette skoleår, giver elever i 8. og 9. klasse mulighed for at kombinere deres afsluttende skoleår med to ugentlige dage i praktik i en virksomhed, mens de øvrige dage bruges på undervisning i folkeskolen – som minimum i fagene dansk og matematik.

Med aftalen bliver Elgiganten nu også garantipartner og forpligter sig dermed til aktivt at arbejde for at sikre praktikpladser for unge, der ønsker en mere praktisk og virksomhedsrettet skolegang.

Garantipartnerskabet går kort fortalt ud på at virksomhederne forpligter sig til at invitere de helt unge ind og tilbyde en eller flere praktikpladser gennem juniormesterlæreordningen. Målet er en koordineret indsats, hvor skolerne sikrer juniormesterlære-eleverne en let og tydelig adgang til virksomhederne. Omvendt forpligter virksomhederne sig til at forsøge at hjælpe en praktiksøgende elev videre til en anden virksomhed i deres netværk, hvis de i en periode ikke selv kan tilbyde praktikophold.

En investering i fremtiden

Samarbejdet styrker både de unges muligheder for at få afklaret uddannelsesvalg og virksomhedernes mulighed for at bidrage til udviklingen af fremtidens faglærte arbejdskraft.

Thisted Kommune arbejder målrettet på at udvide netværket af lokale virksomheder i juniormesterlæreordningen, så endnu flere elever kan få glæde af den praksisnære vej gennem folkeskolens ældste klasser.

 

Hvad går ”Partnerskab for handling – en inviterende praksis i Thy” ud på?

Gennem samarbejde mellem erhvervsliv og folkeskoler er målet at sikre en bæredygtig udvikling.

Eleverne skal sikres en nem adgang til erhvervslivet og uddannelse.

Virksomhederne skal sikres tilgang af arbejdskraft.

Som partner i ”Partnerskab for handling – en inviterende praksis i Thy” får virksomhederne også mulighed for at markedsføre sig med et emblem, der signalerer, at de er med til at tage socialt ansvar og løftes den vigtige opgave med praktikstillinger til de unge i Juniormesterlære.

Vil du vide mere om, hvordan du bliver partner, kontakt Winnie, Thisted Kommune på wsan@thisted.dk

Læs mere her 

 

Hvad er Juniormesterlære?

Særligt erhvervsrettet og praksisrettet skoleforløb for 8. og 9. klasses elever.

To dage om ugen er eleverne i praktikforløb på en virksomhed eller erhvervsuddannelse.

Der undervises i færre fag i de dage, hvor eleverne er på skolen.

Der skal undervises i dansk og matematik.

Alle folkeskolelever kan vælge tilbuddet.

Opstartet i Thy i august 2025

I Thy er der klasser på Campus i Thisted og på Hurup Skole.